En sandhed om medicin – HPV Vaccine

29. juli 2016: Politiken af Anette Ulstrup, formand, Patientforeningen Danmark.

Lægemiddelskader er et problem i hele verden. Derfor er det dybt problematisk, at Politiken har givet plads til en Kronik (14. juli 2016), uden at patienterne kommer til orde.

Ud over piger skadede af HPV vaccine er der store grupper af unge mennesker, der får ødelagt deres liv af medicin mod bumser. Der er en stor gruppe mennesker, som er alvorligt syge af quinolone antibiotika. Der er mange, der er blevet syge af malariamedicin. Krigsveteraner har givet vis mange grimme oplevelser med i bagagen, men de problemer, som mange af dem har, er forårsaget af kroniske lidelser af vacciner. En del af dem begår selvmord, fordi de og deres omgivelse ikke forstår, hvor alvorligt fysisk syge de egentlig er. Vi så for nylig, at de kan begå mord. Det er så svært at gennemskue alvoren og de fysiske aspekter i de her helbredsproblemer.

Der er flere årsager til, at de fleste ikke gennemskuer det her problem:

Vi anser lægevidenskaben for alvidende og glemmer ofte, at der mangler viden om mange sammenhænge. Lægemiddelindustrien har stor magt, og har gennem årtier påvirket til skævvridning og dårlig kvalitet i sundheds- og sygdomsforskningen. Peter Gøtzsche har ret langt hen af vejen. Det er nemt at designe forskning, der konkluderer, at der ikke er sammenhæng mellem lægemidlet og de udvalgte helbredsproblemer. Dertil kommer, at mange lægemidler giver længerevarende eller kroniske helbredsproblemer med kombinerede fysiske og mentale symptomer. De mentale symptomer forplumrer billedet og giver industrien og erstatnings institutionerne fordel i kampen om ansvaret for de her helbredsproblemer.

I mange år er lægemiddelskadede patienter fejlagtigt blevet diagnosticeret med psykiatriske diagnoser. Selv om der på mange indlægssedler står de symptomer, som patienterne lider af, så får meget få lægemiddelskadede patienter erstatning for de alvorlige og ofte kroniske helbredsproblemer, som lægemidler kan give. Livmoderhalskræft er en meget alvorlig sygdom, men det giver ikke lægestanden ret til at feje alvorlige skader af HPV vaccinen ind under gulvtæppet.